Væskebalance

Under intensiv aktivitet tabes 1-2 liter væske pr. time, hvilket skal ses i forhold til, at kroppen kun kan optage ca. 1 liter pr. time. Det er vigtigt at man drikker inden man føler tørst, og at man drikker det rigtige!

Kroppen er lavet af vand!

Menneskets krop består af ca. 2/3 vand, der dermed udgør størstedelen af kroppen. Det er meget vigtigt at mængden af væske holdes stabil (væskebalance), hvilket kommer til udtryk som balance mellem vandoptagelse og vandudskillelse.

Væskeindtagelse

Væske bliver primært tilført kroppen via mad og drikkevarer, hvor sidstnævnte er meget vigtig for at kunne opretholde væskebalancen. Når man taber væske rettes balancen op ved at give trangen til væskeindtagelse = tørst. Kroppen kan optage omkring 1000-1200 ml vand pr. time, men mængden falder ved intensiv arbejde (ca. 80% af VO2max), eller hvis væsken blandes med mere end 1-2% sukker.

Væskeoptagelse

Væskeoptagelsen er, som navnet antyder, delen af væskeindtaget det optages i kroppen. Som nævnt ovenfor, så kan kroppen optage 1-1,2 liter vand pr. time. Dette gælder, hvis det er rent vand uden kulhydrat, da dette har betydning for, hvor hurtigt maven tømmes. Hvis mængden af sukker er på 1-2%, påvirkes mavetømningshastigheden, og dermed væskeoptagelse, ikke. Hvis sukkeropløsningen er på 7-8% optages ca. 0,6-0,8 liter vand pr. time.

Væskeudskillelse

Under normale forhold udskiller kroppen størstedelen af væsken gennem nyrerne (urin), og det er kun denne del, der aktivt indgår som en del af væskereguleringen. Derudover sker der et tab af vand gennem hud, lunger og tarmkanal. Denne del er bestemt af aktivitetsniveau, luftfugtighed og temperatur. Ved aktiviteter med høj puls produceres sved for at nedkøle kroppen, hvilket kan give et stort væsketab. Under sportsaktiviteter ser man ofte et svedtab på 1-2 liter pr. time, og hos eliteløbere har man set svedtab helt op til 3,5-4 liter pr. time under varme forhold.

Væsketab 

Væsketab = væskeudskillelse - væskeoptagelse. Denne ubalance i væsken kan naturligvis give problemer, da man som nævnt tidligere kun kan optage omkring 1 liter pr. time, og man kan opleve svedtab på væsentligt mere. Undersøgelser har vist at man under intensiv aktivitet først føler tørst ved en dehydrering på omkring 1% af kropsvægten (0,7 liter for en person på 70kg). På dette tidspunkt er det oftest for sent at rette op på væskebalancen. Det er derfor vigtigt, at drikke vand inden man føler tørst, når man dyrker sport. Dette skal især ses i forhold til, at præstationsevnen allerede nedsættes ved en dehydrering på 1-2% af kropsvægten.

Kilder:
Idrættens Træningslære
Menneskets Fysiologi
Menneskets Ernæring

 
Facebook MySpace Twitter Google Bookmarks 

© 2010 - Active4Life